
Floorballøvelser
Fag
Idræt
Årgang
2.-4. klasse
Lavet i samarbejde med
Floorball Danmark
Dribleleg
Formålet med øvelsen er at træne og styrke boldkontrollen gennem driblinger samt træne afslutning på mål.
Spilleren dribler zigzag udenom keglerne. Øvelsen kan varieres og gøres svære ved at løbe skiftevis forlæns og baglæns (skift retning ved gul firkant – sæt evt. en anden kegle der synliggør retningsskift).
Øvelsen afsluttes ved at skyde mod mål.


Aflevering på tværs
Målet med afleveringer på tværs er at styrke elevens direkte afleveringer til en medspiller, samt at modtage afleveringer.
Eleverne står i to rækker overfor hinanden, og skyder bolden til den forreste i rækken overfor. Når man har skudt løber man om bag rækken hvortil man lige har skudt.
Øvelsen kan udvides ved at den modtagne spiller skyder på mål, hvorefter eleven tager en ny bold og spiller til eleven i rækken overfor.
Tyveknægte
I Tyveknægte er der fokus på at øve præcise skud, for at ramme keglerne.
Klassen deles i to hold. De to hold står på hver side af banen med en række kegler foran sig. Hver spiller har en bold og skal forsøge at ramme modstanderholdets kegler. Hvis en kegle rammes, skal spilleren hente keglen og sætte den op foran sit eget hold. Bolden skal skydes mod modstanderens kegler, mens eleven står bag sit eget holds kegler.


1 mod 1 konkurrence
Eleverne kan starte i forskellige positioner, eller lave forskellige øvelser inden bolden kastes.
Eksempler kan være:
- Stående
- Siddende
- Ligge på maven eller ryggen med hovedet frem
- Lave en squat – bolden kastes når spillerne har udført øvelsen.
- Andet
Driblinger i 8-tal
Det er vigtigt at have en god boldkontrol, samt kunne få bolden til at følge sin stav. Her øver vi driblinger og boldkontrol i en 8-tals form.
Der bruges i denne øvelse både forhånd og baghånd, så sørg for at have et godt greb om staven, samt stå i en god position så du kan lave gode flydende bevægelser med hele kroppen.
Øvelsen
Opsæt to markeringer, det kan være enten kegler, eller to stykker tape, på gulvet med en afstand på ca. skulder bredde. Bolden skal nu føres imellem markeringerne som et 8-tal. Start med bolden yderst i forhånds-position, og før bolden omkring toppen af første markering. Bolden skal nu imellem markeringerne, imens du skifter til baghåndsposition. Herfra skal bolden føres på ydersiden af den anden markering, og tilbage imellem markeringerne.
Når I er fortrolige med den lille afstand kan afstanden mellem markeringerne øges til ca. 1 meter. Vær her opmærksom på at bevæge en smule i knæene, samt at flytte vægten fra side til side.
Taktisk 1 mod 1 øvelse
Her er fokus på at styrke en 1 mod 1 situation, hvordan spilleren kan løse den, samt træne taktik og boldkontrol i sådan en situation.
Øvelsen
For at klargøre øvelsen skal I sætte en forhindring op som en modspiller der holder en stav eller en pind. Sæt forhindringen så du kan starte med bolden i forhånden. Dribl eventuelt et par gange og før bolden hen mod forhindringen og staven. Ca. 30 cm foran staven brug et kort træk for at få bolden på baghåndssiden, bag modspillerens stav, og aflevér bolden under staven. Husk at tage din stav foran modstanderens og sørg for at tempoet ikke er hverken for hurtigt til at du selv kan følge med, eller for langsomt til at modstanderen fanger bolden.
Start med denne opsætning. Senere kan eleverne prøve at gøre det overfor hinanden, to og to.
Stafet
Stafetten skal være med til at give eleverne blandt andet hurtighed og koordination.
Klassen deles i 3-5 hold, som stiller op på den ene kortside ved målet, samt en målmand på mål i hver ende. Boldene ligger i den modsatte kortside.
Ved startsignal, løber første elev i rækken op og henter en bold. Eleven skal derefter skyde på mål i en af enderne, eleven vælger selv hvilken ende. Hvis en elev ikke scorer skal hele holdet løbe til modsatte ende før de vender tilbage til udgangspunktet og en ny elev må hente en bold.
De to målmænd kæmper om hvem der lukker færrest mål ind.

Baghånds- og forhåndsspin
Målet med øvelsen er at sikre bedre boldkontrol både generelt, men også ved retningsskift.
Øvelsen
Start øvelsen stående med fødderne let adskilte og med bolden på bagsiden af staven (Baghånd). Herfra kan eleven drible et par gange frem og tilbage. Med bolden på bagsiden af staven skal du dreje en enkelt gang rundt om dig selv. Når du har drejet 360 grader rundt, kan du med fordel flytte staven til forhånd, så bolden stopper. Hold bolden tæt på staven hele vejen rundt.
For at lave øvelsen hvor du har bolden i forhånden drejer du modsatte vej. Når du har drejet hele vejen rundt, stopper du bolden ved at sætte staven på den anden side af bolden, så den stopper.