• Besøg af VM maskotten

    På jeres skole

VM MASKOTTEN DUCKLY

Hvis I arbejder med GRIB PUCKEN opgaverne kan I skrive til skole@2018.iihfworlds.com og fortælle hvorfor I ønsker DUCKLY skal komme forbi jer og hvornår? Duckly har et travlt skema, så skynd jer at sende jeres ønske om besøg – mens, der stadig er plads i hans kalender.

Historien om den ukuelige ælling – Tegnekonkurrence

Nedenfor finder I historien om den ukuelige ælling. Lav historien om til en lille tegneserie og indsend den som fotos til skole@2018.iihfworlds.com. De bedste historier præmieres med et besøg af Duckly og VM merchandise.

Der var engang et eventyrligt sted, kendt som Danmark.

Midt i den danske sommer, hvor skoven var grøn og solen var gul, der kunne man se en andemor ligge og ruge på sine 17 små æg.

”Det var godt nok en utrolig mange æg for én and” rappede en forbipasserende andrik, ”og der ligger endda et til herovre” tilføjede han, og skubbede et 18. æg op til den lille andemor.

Det så ganske vist lidt forvokset og broget ud, men Andemor tog det til sig, da man jo ikke skal dømme ællingen på ægget.

Det begyndte snart at knage fra først det ene æg og så det andet, og snart var 17 små dunede ællinger kommet til verden. Alle gårdens dyr stimlede straks sammen for at sukke over de små nyudklækkede ællinger.

Da manglede kun det sidste 18. æg, der langsomt blev klækket, mens gårdens dyr så uroligt med. Skallen gav efter og straks lød det ud over hele andegården: ”Han må have ligget forkert i ægget ham der.” og ”Måske er det noget Andemor har spist?”

Snart kom den ypperste af andrikkerne hen, og alle i andegården tav og gjorde plads. Han havde en rød klud om benet, hvilket er den største anerkendelse man i andegården kan få. Andrikken lænede sig langsomt frem og udbrød ”Han er dog den største og styggeste skabning, jeg endnu har set! Han bliver nok aldrig en rigtig and”. Andemor hang noget så nedtrykt med næbbet, og alle de 17 små dunede ællinger grinede skræppende, mens de bed og kradsede den store 18. ælling. ”stor og styg, stor og styg” rappede ællingerne. Andemor jog dem væk ”Lad ham dog være, han gør jo ingen noget”.

Ællingerne vraltede ud i søen, de første 17 på rad og række. Den 18. ælling havde en anderledes særpræget stil. Han for ud i vandet, så det piskede om ørerne på ham. ”Brug benene, brug benene!” råbte de ældre ænder fra bredden. Ypperste-andrikken betragtede dem nøje. ”Jo, de første 17 er mere end duelige, men den sidste er ikke helt lykkedes. Jeg ville ønske Andemor kunne gøre ham om.”

De andre ællinger gjorde fortsat nar af ham og sagde, han var til spot for hele Danmark, men den lille ælling lod det glide af sine fjer som vand og fortsatte ufortrødent, thi han var en ukuelig ælling.

”Du må bevise dit værd” sagde Andemor til ham. ”Du må overbevise dem om, at du er en ligeså duelig ælling som dem.” Men da løftede den ukuelige ælling næbbet og kiggede ud over andedammen. ”Njah… Jeg tror hellere, jeg vil gå ud i den vide verden og se mig lidt omkring”, sagde han, og så gik han.

På sin færd ud i verden mødte han en høne og en kat, der stod ved en lade. Da de så den lille ælling, brød de straks ud i latter.

”Se nu ham, du må da vist være gået forkert. Se den store klodsede facon! Se de store platte fødder! Kan du lægge æg, måske?” spurgte hønen, og ællingen rystede på hovedet. ”Kan du skyde ryg og spinde?” spurgte katten, og ællingen rystede på hovedet igen. Da lo de og gjorde himmelvendte øjne af ham, men den ukuelige ælling rystede bare på hovedet, thi hvis han skulle blive til noget stort, kunne han ikke tage sig af deres mening om ham. ”Jeg har ikke brug for jeres mening” sagde han, jeg ved, jeg er stor, men det vil bare gøre mig så meget desto bedre udrustet til at stå imod, hvad end der kommer imod mig. Jeg har brede platte fødder, ja ja, men så falder jeg nok ikke så let. Så tog ællingen de fjer og de fødder, han nu havde fået, og gik videre ud i det store danske land.

Snart faldt efteråret på, og så vinteren, luften så kold ud, og skyerne var tunge af hagl og snefnug. En snestorm var på vej. Den 18. ælling forsøgte at kæmpe sig ud mellem de stivnede siv på den snart tilfrosne sø. Det frøs, så det knagede i isskorpen, men den ukuelige ælling svømmede så bravt, han havde lært, men isen samlede sig langsomt om ham, snart var han størknet inde i et ganske lille hul, og hullet lukkede sig langsomt om ham.

Her kunne den 18. ælling jo have ladet sig fryse fast i isen og overlade det til andre at banke sig fri og blive båret i sikkerhed i varmen – men ikke denne ukuelige ælling, thi han var en slider og kæmpede sig fri i den frysende frost – og snart stod han op på den glatte is.

”Du må være blevet gal! Kom væk derfra – isen er alt for glat for en ælling”, råbte hønen og katten fra bredden og himlede med øjnene af det mærkværdige syn af en ælling på isen.

Men da fik ællingen en forunderlig lyst til at glide over isen, og han huskede ordene fra sin første tur på søen, og han brugte sine ben og skød sig frem. Jovist var det kluntet i starten, men den ukuelige ælling troede på sig selv og greb chancen og gradvist fløj han lettere og lettere henover isen.  

Da stimlede hans gamle plageænder fra andegården sammen ved bredden, betagede over synet, og de dunede ællinger spurgte hinanden ”Hvem er dog det, som glider så nydeligt over isen?” Ypperste-andrikken udbrød ”Det er nr. 18, den der grimme ælling! Jøsses, hvilken fart, hvilken balance, hvilket benarbejde!”

Hele Danmark måbede, og ypperste-andrikken tabte sin røde klud af bare forundring, og ællingen greb den i sit glid over isen og bandt den om sin hals som en kappe, thi han ville hellere være helt end anerkendt, og fra det øjeblik skabte han sig sit eget navn, og det var ikke den gamle fortælling om den grimme ælling, i det øjeblik blev han til Duckly den ukuelige ælling.

Duckly ville videre ud i den vide verden, og han skøjtede over søer og gik over bjerge og broer, indtil han nåede en stor bygning – det var en kæmpe hal. Den lyd og den stemning og de dundrende råb han hørte derinde fra kunne han ikke lade være med at følge.

Derinde stod stejlende tribuner, og folkemængder der hujede, og hen over isen fløj en flok store skikkelser iklædt det forunderligste udstyr. En kamp var i gang.

Duckly vidste ikke, hvem de lykkelige skikkelser var, men han vidste, at han ville være en af dem, og nu var Duckly jo ikke sådan en slags ælling der bare ventede på sin egen lykkelige slutning. Han var en ælling, der selv tog affære, så han trådte raskt ind på isen med sin røde kappe – og tilskuerne så ikke hans brede fødder eller brovtende facon, men kun med hvilken snilde, kraft og ynde han gled over isen – og straks blev han deres maskot, hvilket er den største ære en ælling kan opnå.

Nyheden om at Duckly var blevet maskot, nåede hurtigt den lille andedam. Da de andre ællinger hørte om Ducklys bedrifter, blev ællingerne forlegne og skammede sig over, at de havde skæmmet og ikke troet på ham. ”Vi kunne jo ikke vide, han ville blive til noget” sagde de og spurgte andemor ”er du ikke stolt over Duckly?”

”Jo” svarede andemor. ”Men jeg var også stolt af ham før, han blev maskot. Jeg har troet på ham hele tiden, lige som jeg tror på jer, mine ællinger. Forskellen er blot, at Duckly altid har troet på sig selv, endda selvom ikke andre gjorde det.

Ællingerne forstod nu, at de måtte tro på sig selv, hvis de skulle blive til noget.

Duckly var beviset på, at selv små tilfrosne andedamme kan skabe de største helte, når bare helten tror på sig selv.

© Copyright - Grib Pucken